fredag den 24. juni 2011

Hvad kan lektørudtalelser bruges til? - Til at lære at læse mellem linier!

Jeg var indtil for ca. fem år siden læsesalsmenneske med statistik og lovbekendtgørelser og fjernlån som hovedbeskæftigelse - endda ansat pga. mit kendskab til EU-stof....!
Nu har jeg i den grad kastet mig ud i den skønlitterære verden (se bare på Bogbrokken), men som professionel bibliotekar deltager jeg også i at udvælge bøger på mit bibliotek i både det fag- og skønlitterære orgie af lort og lagkage, der nu engang udgives. Og på dette område står jeg stadig ret ofte på bar bund med lektørudtalelserne, hvor jeg synes, at jeg skal læse meget mellem linierne en gang imellem for at se, at lektøren faktisk synes, at en bog er lort - uden lagkage! Nogle gange er jeg ude for, at samtlige avisanmeldelser dømmer "Lort!" til en bog, hvorefter lektøren fra DBC (Dansk BiblioteksCenter) skriver, at den bog skal nok finde sit publikum og faktisk er god indenfor sin genre. Hvad stiller man op? Især når der ikke er andet end lektørudtalelsen at gå efter?
Jeg har talt med et par lektører, som jeg ved ellers har deres meningers mod, sige, at de ofte lægger bånd på sig selv i deres kritik af bøger, fordi der bliver lagt pres fra især nogle forlag, der nærlæser, klager og får ændret lektørudtalelserne til deres fordel. Så der måske bliver solgt flere eksemplarer til folkebibliotekerne.
Som det ser ud nu, har avisanmeldelerne langt større integritet end lektørerne, der burde sikres retten til at skrive, hvad de faktisk mener!
Hvad skal vi bibliotekarer så bruge lektørudtalelserne til? Nogle gange er de faktisk bedst til at lære deres læser at læse mellem linier. Og det burde da vist ikke være meningen med dem?

1 kommentar: