mandag den 13. juni 2011

Stjerner & Hjerter - og hvad de ikke kan bruges til

Aviserne bruger dem. Tidsskrifterne bruger dem. Netboghandlerne bruger dem. Litteratursiden bruger dem. Og bloggerne - herunder jeg på Bogbrokken - bruger dem. Stjernerne, hjerterne og hvordan de forskellige karaktersystemer nu ellers kan se ud.
Oftest giver de et nemt og hurtigt overblik over en samlet og kortfattet konklusion og som et supplement til en større eller mindre skriftlig anmeldelse af et værk. Og det fungerer ofte fint, men det giver en gang imellem nogle oplagte problemer.
Jeg synes, at karaktersystemerne oftest er nogle fine pejlemærker for, hvad en enkelt anmelder synes om et værk. Og karakterne kan være meget forskellige fra anmelder til anmelder. Et eksempel kunne være en ny italiensk historisk roman fra 1400-tallets Genova, Carlo A. Martigli 999: den sidste vogter, der i Berlingske Tiden fik 1 stjerne, mens den fik en glimrende anmeldelse i Weekendavisen, der nok ville have fået 4 eller 5 stjerner, hvis avisen brugte stjerner. Fint nok, der er forskellige meninger om litteratur, og det skal der være. Men nu kommer det problematiske:
Man kan altså ikke slå de to karakterer sammen og dividere med 2 og så sige, at bogen er 3 stjerner værd. Det anser jeg som noget vrøvl! Og jo færre tilkendegivelser jo mindre anvendeligt. Og her har f.eks. Litteratursiden her et problem. For det gør de, og Litteratursiden bruger en hel spalte på dens forside på at give henvisninger til de seks bedst ratede bøger og andre litteratursidesider. Pt. er den bog blandt de seks med flest stemmeangivelser kommet med på denne liste pga. af elleve karaktergivninger, og tre af de repræsenterede på listen på baggrund tre eller fire tilkendegivelser. Dvs. at hvis jeg ville drille og gik ind på Litteratursiden og gav disse tre én opslået bog (som er stjernen her), ville de alle ryge direkte ud af listen. Det er sgu for småt et grundlag at promovere på - især når det er fast indslag på en forside!
Saxo har jeg flere gange set, at bøger, som slet ikke er udkommet endnu, har fået stjerner - mere pga. forventninger end fordi folk havde læst dem. Sidste udgav Jussi Adler-Olsen Journal 64. Så vidt jeg husker havde mindst ti personer givet den fem ud af fem stjerner på Saxos hjemmeside mindst en måned, før den udkom... Og hvad kan man så bruge det til? Nul og en skid!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar