lørdag den 18. juni 2011

Stjerner & Hjerter II - Debat på Litteratursiden

Mit indlæg her på Bibliotekar Bagklogs Dagbog fra d. 13 juni om anmeldelser og stjernesystemer og deres an- og uanvendeligheder blev også lagt på Litteratursiden , og det medførte, at de redaktionelle medarbejdere Michael Linde Larsen og Astrid Bjørnskov Thorhauge fra Litteratursiden skrev svar, der i det store og hele gav mig ret og hver for skitserede mulige løsninger på problemerne med Litteratursidens ratinglister. Astrid Bjørnskov Thorhauge skrev bl.a at redaktionen var blevet enig om at forsøge at promovere muligheden for at stemme på sitet i højere grad.
Jeg skrev tilbage og stillede mig tvivlende overfor effekten af dette, da jeg tror, at mange flere bruger litteratursiden til at finde oplysninger om nye læsemuligheder end at læse om bøger, som de allerede har læst.
Chefredaktør Lise Vandborg har nu svaret på dette og holder fast i promoveringsforsøget, selv om hun anerkender min pointe.Ellers vil man overveje at bruge forsidens ratingspalte på noget andet.
Så nu må vi se, om Litteratursidens ratingliste bliver mere anvendelig, men jeg tvivler altså stadig... For i det mindste at øge anvendeligheden har jeg foreslået litteratursiden, at bøger mindst skal have 10 stemmer, før de bliver brugt på ratinglister. Dette er lige sket, så svaret venter jeg på.
Se udvekslingen af synspunkter på mit indlæg på Litteratursiden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar